Romantisk hotel i Hamborg

 
 

Når man har været rejsejournalist i mere end 20 år, kan man godt virke lidt blasert, når talen falder på 5-stjernede hoteller. Seen them, been there, done that. Der skal meget til at imponere. Det er ikke nok, at der er 10 mand i receptionen ( hvor de iøvrigt kan være så arrogante, at de ikke engang gider kigge op) og et par blomsterarrangementer i krogene og en kurv fuld af ubrugelige remedier på badeværelset.


En gang imellem overraskes jeg alligevel. Hotel Ritz i Lissabon var en glædelig overraskelse for nogle år siden, og her for nylig blev jeg positivt overrasket på det lille lækre hotel Louis C. Jacob ved Elben lige i udkanten af Hamburg. Det tager ca 20 minutter at køre ind til Hamborgs centrum. Jeg var dernede for bla. at se på udviklingen af de nye områder af Hamborg havn. Havde man gjort det mere spændende end vores kedelige, nye havnefront i København? Umiddelbart ikke. Men Hafencity kan dog endnu nå at udvikle sig til en livlig bydel med god kontakt mellem vand og land.


Hvad er det så, der gør et hotel til noget særligt?


Det er helt klart atmosfæren. Og atmosfæren udgøres igen af flere faktorer. På Hotel Jacob var det personalets stilfulde afslappethed, og opmærksomheden overfor gæsternes behov. Tingene blev ordnet med venlighed og effektivitet. Oven i det kom de små overraskelser. Ved ankomsten stod der en lille karrafel med hedvin. Sent på eftermiddagen blev sengen aftæppet, morgentøfler anbragt ved sengen, fjernsynet kørt ud af sit diskrete skjul i skabet og dagens TV-program lagt frem på sengebordet ved siden af en flaske vand. Om morgenen hang avisen uden på døren. Alt skal ikke afsløres her, men hotellet havde også en limousineservice, der stod til gæsternes disposition.


Til den omsorgsfulde betjening kom de meget hyggelige rammer ved Elbens bred midt mellem Blankenese og Teufelsbrück. Hotellet består af nogle mindre bygninger i grønne omgivelser. Hvert værelse har sit særlige udtryk og fællesfaciliteterne er meget fine. Der er en dejlig pejsestue, en hyggelig bar, en Michelin-stjernet restaurant og en meget intim bistro med rimelige priser og et stort udvalg af vine. Der er selvfølgelig også et veludbygget wellnesscenter og moderne mødefaciliteter.


Fra Max Biermann-terrassen under træernes grønne løv er der en flot udsigt til livet på Elben med kæmpestore skibe til og fra havnen i Hamborg. På den modsatte side af floden samles dele af Airbus A380, verdens største passagerfly. Fabrikkens egen lufthavn beflyves af nogle af verdens mest mærkeligt udseende transportfly.


Hotel Louis C. Jacob er en lille, romantisk perle klods op ad Tysklands næststørste by. Kun en lille køre- og sejltur fra Danmark.


Hamborg virker som en meget spændende storby, den må jeg vende tilbage til en anden gang.


© Johnni Balslev



www.hotel-jacob.de    www.hamburg-tourism.de    www.hamburg.de   

www.scandlines.dk    www.dsb.dk

 
Tilbage til menuen!Forside.html